kurv

Din indkøbskurv

Din kurv er tom.

Historien

Der er altid blevet brygget øl i Viborg. De første var munkene på egnens mange klostre, og inspireret af dem kom andre til. Den stærke ølkultur førte i 1832 til grundlæggelsen af det gamle hæderkronede Odin bryggeri. Igennem 156 år gjorde Odin bryggeriet Viborg til en by, der var kendt vidt omkring for sine stolte bryggertraditioner.

 

Odin bryggeriet, der i særdeleshed var landskendt for ”Prinsens Bryg” og ”Viborg Pilsner”, måtte dreje nøglen i 1986. Efter lukningen af ”byens bryghus” mistede Viborg lidt af sin identitet, og lokalbefolkningen kunne for første gang i mange hundrede år ikke længere nyde lokalt brygget øl.

 

Historien om Odin Bryggeriet er fortællingen om starten på etableringen af Viborg Bryghus. Det gamle Odin bryggeri blev aldrig glemt af viborgenserne, og ”Odin” blev således mange år efter sin ”død” en kraftig inspirationskilde for chefredaktør Lars Norup m.fl. til etableringen af Viborg Bryghus. Viborg Bryghus blev den 24. august 2005 etableret som et anpartsselskab, hvor der i alt er udstedt 4.374 anparter á nom. DKK 1.000. Fordelt på ca. 4.000 anpartshavere.

 

Selskabets ideologi har fra starten været at producere og sælge velsmagende håndbrygget øl med karakter. Produktion og egen bryggerstue er anlagt i Sortebrødre Kirke Stræde i hjertet af Viborgs gamle Latinerkvarter. Her holdes det gamle håndværk i hævd bl.a. med brygning over åben ild.

 

Der er i løbet af 2008 investeret i nyt procesudstyr, som har givet et mere effektivt flow i fremstillingsfasen og samtidig øget produktionskapaciteten fra ca. 50.000 til ca. 90.000 liter øl årligt. Det nye udstyr er implementeret i de eksisterende faciliteter, og selskabets produktionskapacitet forventes at kunne matche salg og efterspørgsel i den kommende 2 - 3 års periode.

 

Igennem hele 2007 og 2008 har selskabets salg løbende udviklet sig positivt både i omsætning og i antallet af udsalgssteder. I samme periode har selskabets egen udskænkning, rundvisninger og løssalg tillige haft stor fremgang. Størstedelen af detail- og restaurationssalget sker til lokale forhandlere, men der vil i år 2009 blive arbejdet videre med lancering af enkelte produkter på nationalt plan. Samtidigt vil Viborg Bryghus vil styrke sin lokale position, dels igennem udvikling af den eksisterende kundeportefølje, og dels ved etablering af nye samhandelsrelationer. Og endeligt vil der i de kommende år blive iværksat aktiviteter, som skal styrke Viborg Bryghus tilstedeværelse ved lokale events og arrangementer.